NEUTRALITET og TRYGHED

Hvad er neutralitet?

Neutralitet er ikke ligegyldighed. Det er en tilstand, hvor vi kan være til stede i det, der sker, uden at blive trukket automatisk mod det vi kan lide eller væk fra det vi ikke kan lide. Det lyder enkelt, men det forudsætter noget ganske bestemt — nemlig at vi har lært de indre kræfter at kende, som normalt styrer os.

For at forstå neutralitet er vi nødt til først at forstå de orienteringssystemer, der automatisk styrer vores liv.

To orienteringssystemer

Vi mennesker er en social art. Limen i fællesskab er tillid — og tillid er grundlæggende en kropslig tilstand: tryghed.

Allerede i det første leveår opbygges et overlevelses-orienteringssystem — en sprogløs radar, der fra øjeblik til øjeblik scanner de rum, vi befinder os i. Den undersøger: er der noget at være urolig for? Og hvis ikke — hvad er mulighederne? Denne radar er øjeblikkelig, mønstergenkendende og organiseret blandt andet af amygdala. Den arbejder i helheder, i kropslige fornemmelser, i rum. Den har intet sprog, men den har en spejlende præcision.

Senere i udviklingen udbygges denne kropslige radar med et andet system: et sprogligt-mentalt orienteringssystem, hvis centrum er oplevelsen af at være et jeg. Jeg-funktionen sætter ord på virkeligheden, knytter oplevelser til ens livshistorie og gør det muligt at reflektere. Den er forbundet med hukommelsens organisering — tid, sted, mening — og organiseret blandt andet af hippocampus.

De to systemer arbejder sammen, men de arbejder forskelligt:

Overlevelsessystemet spejler øjeblikket. Det reagerer kropsligt, hurtigt og automatisk. Det skelner mellem fare/uro og sikkerhed/tryghed

Jeg-funktionen fortolker og organiserer. Den skelner mellem det jeg kan lide og det jeg ikke kan lide — og opbygger over tid et netværk af vaner, præferencer og historier, som vi orienterer os efter.

Jeg'ets plus og minus

Jeg-funktionen er, ligesom sproget, bygget på modsætninger: lys og mørke, kulde og varme, had og kærlighed, tiltrækning og frastødning. Vi tiltrækkes af det, der interesserer os og som giver mening. Vi undgår det, vi oplever som uinteressant eller ubehageligt.

Man kan sige, at jeg'et har en plus-pol og en minus-pol — og at disse plus/minus-vaner organiserer vores liv det meste af tiden. De bestemmer, hvad vi bevæger os hen imod, og hvad vi trækker os væk fra.

Denne dynamik er automatisk. Den kører i baggrunden som et socialt styresystem.

Men vi har en mulighed: Når vi bruger den viljestyrede bevidsthed til at tænke over, hvad vi kan lide og ikke kan lide — når vi ser plus/minus-dynamikken i stedet for bare at følge den — så foregår der refleksion. Og refleksion bryder vanen.

Balance som grundprincip

En af grundfunktionerne i alt levende er homeostase — evnen til at opretholde indre balance.

Når vi er trygge, er vores nervesystem i balance. Det autonome nervesystems to grene — sympaticus (spænding, aktivering) og parasympaticus (afspænding, ro) — er optimalt koordinerede. Der er en ligelig, dynamisk vekslen mellem spænding og afspænding. Denne vekslen er automatisk. At kunne bruge begge samtidigt er en vigtig i dynamik i sociale mellemmenneskelige processer. At vi kan være både åbne afspændte og fokuserede aktive sammen.

Denne automatiske fysiologiske skiften gear mellem spænding og afspænding kan bevidstgøres og trænes.

Bobby Zachariae (dr.med og professor) har også formuleret nogle af disse principper, som en sådan balance hviler på fra det han kalder et biopsykosocialt perspektiv: En sund organisme er i stand til at opretholde en passende tilstand af indre balance, mens den lever i udveksling med sit omgivende miljø. Sundhed kan forstås som optimal evne til selvregulering — og denne selvregulering afhænger af velfungerende feedback-systemer og af vores evne til at opfatte, fortolke og reagere på de signaler, vi modtager fra krop og omgivelser. En vigtig indikator er følelser af velvære: de signalerer, at organismen er i balance. Følelser af ubehag signalerer, at noget ikke er som det skal være.

Det afgørende her er, at selvregulering ikke bare handler om kroppen. Det handler om hele systemet — krop, følelser, tanker, adfærd og relationer. Og det er netop i dette samlede system, at neutraliteten har sin plads.

Neutralitet som bevidstgjort balance

Neutralitet ankommer i takt med, at plus/minus-polerne i jeg'et bevidstgøres — ikke den ene ad gangen, men samtidigt. Det vil sige: at vi kan rumme tiltrækningen og frastødningen i samme øjeblik, uden at handle automatisk på nogen af dem.

Men det kræver en forudsætning: at der er etableret en tilstrækkelig kontakt med kroppen — med det fysiske hjerte, med en grundlæggende tillid til sig selv. Uden den tryghed er der ikke fundament og indre støtte nok til at møde det, der er svært.

Når denne forudsætning er til stede, bliver det muligt at invitere og undersøge de mønstre, der normalt styrer os: de automatiske reaktioner af sårbarhed og modstand, som overlevelsessystemet har bygget op gennem akkumulerede erfaringer fra de tidligste leveår.

Overlevelsessystemets radar — den mønstergenkendende, sprogløse spejling af det rum, vi er i — kører altid. Den er der, før vi tænker. Neutralitet handler ikke om at slukke den. Det handler om at kunne være i rummet mellem den automatiske reaktion og den bevidste handling.

At vi kan være åbne og afspændte og fokuserede og aktive — på samme tid.